Nye aftaler om kollektiv trafik indgået
Samsø Kommune har indgået en aftale med PP Bus om buskørsel og en aftale med MA Taxi om suppleringskørsel, der gælder fra den 29. april 2024. Med de nye aftaler sker der ændringer i serviceniveau og billetpris.
Den kollektive trafik på Samsø har været i udbud, og der er indgået nye aftaler.
Det er politisk besluttet at den ny aftale videreføres i samme kørselsomfang med telebus, som i det sidste halve år. Med de nye aftaler sker der dog ændringer i serviceniveauet, da det er nødvendigt for at kunne indgå aftalerne indenfor den budgetramme, der er afsat til den kollektive trafik.
- Billetprisen stiger, så en telebustur kommer til at koste 45 kr.; den reducerede takst, der gælder hverdage kl. 8-13, bliver 22 kr.
- Kørselstimerne for telebus reduceres i sommerperioden ved, at der i større omfang henvises til den gratis sommerbus
- Serviceniveauet hele året ændres, så der kan forekomme længere ventetider og ændringer i afhentningen
PP Bus har siden efteråret 2023 varetaget den kollektive trafik på Samsø, og de fortsætter med at køre skolebus, telebus og handicapkørsel, ligesom de fortsætter med den visiterede kørsel, hvor borgere køres til og fra f.eks. læge og genoptræning. Aftalen gælder frem til sommer 2026.
MA Taxi fortsætter med de opgaver, som de i dag varetager, hvilket er suppleringskørsel for telebus med taxa. De kører f.eks. på de tidspunkter, hvor busserne er optaget til skolebuskørsel samt til tidlig morgen og sen aften færger i det omfang det er muligt.
MA Taxi opretholder endvidere også den ordinær taxakørsel.
Beskrivelse af det ændrede serviceniveau vil snarest blive tilgængeligt på Samsø Bus’ hjemmeside: www.samsoebus.dk