Forsinkede færger udfordrer sommerbussen
Sommerbussens køreplan er tilpasset sejlplanerne i videst muligt omfang. Når færgen bliver forsinket, kan sommerbussen derfor kun vente kortvarigt, da andre passagerer ellers ikke når deres færge hjem.
Der har de seneste dage været forsinkelser på ruten mellem Kalundborg og Ballen, og det fremgår nu af billetbookingen hos SAMSØLINJEN, at der forventes op til tyve minutters forsinkelse resten af ugen. Det betyder desværre, at sommerbussen i nogen situationer ikke kan vente på færgens ankomst.
Sommerbussen vil vente på en forsinket færge i ca. 5-10 minutter, hvorefter den bliver nødt til at køre, da det ellers vil udfordre, hvordan køreplanen passer sammen med andre færgers sejltider, ligesom det kan forsinke andre buspassagers ankomst til aftaler.
Samsø Trafik gør deres yderste for at få køreplanen til at passe med så mange færgeankomster og -afgange som muligt. Når det puslespil er lagt, er der derfor ganske lidt spillerum for at tage hensyn til store forsinkelser.
Vi opfordrer alle til at holde sig orienteret, og udvise tålmodighed og forståelse i den konkrete situation.